| |
Hedegård Friskole – en fri skole
Hvad
betyder det egentlig, at vores skole er en
friskole ? Den bedste forklaring kan nok findes
i den frihed, hvormed vi selv bestemmer over
vores dagligdag – samt i den rummelighed,
hvormed den frie tanke kan formuleres og
udtrykkes. Hedegård Friskole er bærer af en
historie, som er vigtig at bygge videre på,
fordi den er et produkt af flere årtiers
sammenhold i skole- og forældrekredsen, men
skolen er også bærer af en vision om, at den
sammen med hjemmet skal udgøre en tryg base i
børnenes livsverden. Vi ønsker derfor ikke at
skolen isolerer sig som en ’ø i verdenshavet’.
Skolen udvikler sig hele tiden med sin
historiske bevidsthed som ballast, og
udviklingen sker i takt med den almindelige
samfundsudvikling. Det betyder, at vi på skolen
er meget opmærksomme på, hvilke færdigheder og
kundskaber eleverne skal have med herfra, når de
skal videre. Eleverne skal naturligvis rustes
til at kunne afsøge tilværelsens mange
muligheder. De skal kunne møde tilværelsens
foranderlighed og dens udfordringer som hele
mennesker med et humanistisk menneskesyn og
med medmenneskelig tolerance. Livsoplysningen er
derfor et vigtigt indhold i børnenes læring og
udvikling. Med et grundtvigsk udtryk er idealet,
at eleverne ”kommer til klarhed over deres
liv og deres værdighed som mennesker”.
Skolen hviler idéhistorisk på de store
’fortællinger’ fra den danske kulturarv,
herunder den kristne tro og den danske
humanistiske tradition. Skolen er ikke
forkyndende af kristendommen, men det kristne
grundlag kommer bl.a. til udtryk ved, at vi
dagligt synger morgensang og beder fadervor,
ligesom den kristne historie formidles igennem
fortælling og kristendomsundervisning.
Skolen er de senere år ekspanderet og
elevprognoserne er opadgående, dette skyldes
ikke mindst centraliseringstendensen i samfundet
sammenholdt med, at vi på Hedegård Friskole
gennem mange år har været garant for stabilitet
og en rolig og velbalanceret udvikling.
Til
skolens virksomhed hører en Skolefritidsordning
for børn fra bhv.kl. – 3. kl. Helhedsskolen for
0.-2. kl. betyder, at SFO-pædagoger og lærere
arbejder tæt sammen om børnene, også i
undervisningen.
Friskolen er underlagt ’Lov om Friskoler’,
hvilket betyder, at skolen kan få statstilskud.
Imidlertid må man også som forældre betale
skolepenge for at have sit barn gående på
skolen, dels p.g.a. de udefrakommende krav, dels
for at få økonomien til at hænge sammen (Se
skolepenge). I
modsætning til folkeskolen tilbyder Hedegård
Friskole undervisning i små klasser/hold og
udbyder stort set samme timetal. Skolen har
endvidere ikke som folkeskolen en central
forvaltning, men skal selv stå for alle
administrative funktioner.
Et
tæt samarbejdet mellem skolen og forældrene er
afgørende for, at alt dette kan gå op i en
højere enhed. Det er derfor vigtigt at
understrege, at når man vælger Hedegård
Friskole til sit barn, så vælger man skolen som
helhed, hele skolefællesskabet og hele skolens
egenart. Det betyder, at vi forventer, at man
engagerer jer i sit barns skolegang og i skolens
liv og virke, hvilket man bl.a. gør ved at
deltage i de arrangementer, der afvikles.
Omvendt skal vi så forsøge at leve op til jeres
tillid og til de forventninger, I måtte have til
dette samarbejde.
Kaj
Risager
skoleleder |
|
|