|
Tilsynserklæring
for Hedegaard Friskole 2011/12.
Skolekode:
611 011.
Tilsynsførende: Karin
Jacobsen og Birgit Møller.
I august 2011 kunne
skolen fejre sit 50 års jubilæum. Og det blev
gjort med manér. Mange, både nuværende og
tidligere elever, forældre og personale, brugte
anledningen til at vende tilbage til skolen,
blive lidt nostalgiske, mødes med mange gode
`gamle´ venner og sammen fejre dagen.
Dagen blev fejret med mange forskellige tiltag.
Om aftenen var der fest med en fantastisk revy,
som blev opført at personalet.
At dagen skulle fejres
var man slet ikke i tvivl om. Det er nemlig
ingen selvfølge, at en friskole opnår at fylde
50 år. Stigende krav og vanskeligere økonomiske
vilkår har gjort det sværere at drive friskole.
I dagens anledning udgav skolen også et
jubilæumsskrift, hvor tidens lærere, ledere
m.fl. fortalte om de oplevelser og kvaler det
havde givet, at drive en friskole.
Som et nyt tiltag i dette
skoleår indførte man læsebånd i første modul om
morgenen. Der starter eleverne stille og roligt
med læsning og andre stille opgaver inden den
fælles morgensang.
Umiddelbart synes vi, at
det er mest naturligt at starte med morgensangen
og derefter gå ud i klasserne, så man ikke får
det afbræk midt i det hele. Men tilsyneladende
fungerer det rigtig fint og mange af eleverne
nyder den stille start på dagen.
Årets motto er:
”Undervisning til tiden”. Det er en god ting, at
håndhæve for både elever og personale, at man
rent fysisk er klar til timen, når klokken
lyder.
I lidt mere overført
betydning, hentyder mottoet til, at
undervisningen er tidssvarende.
Man har formået at få
elektroniske tavler i flere af klasserne og har
også klassesæt af små computere, som eleverne
laver opgaver på. Det betyder, at man kan lave
en mere differentieret undervisning og læreren
kan give feedback til eleven på computer
hjemmefra.
Selvom der ikke er noget
i vejen med at læse ”Søren og Mette” er det også
vigtigt at videreudvikle sig.
Et forholdsvis nyt
pædagogisk tiltag på skolen er aldersintegreret
indskoling, hvor de mindste klasser undervises
på tværs af klassetrin. På den måde kan man
bedre tilgodese både svage og stærke elever, så
de dygtigste ikke keder sig og de, der har
behov, får hjælp.
At være skolens
tilsynsførende betyder at vi er valgt af
forældrekredsen til at varetage det eksterne,
pligtige tilsyn med undervisningen.
Vi synes det er en stor
fornøjelse, at komme på skolen. Der er en dejlig
atmosfære imellem de ansatte på skolen og vi
føler aldrig, at vi kommer til ulejlighed.
Lærere og skoleleder
fortæller gerne om undervisningen, materialerne
og nye tiltag.
I løbet af skoleåret
kommer vi på skolen så meget, som tiden tillader
os. Vi bestræber os på at komme ind i så mange
klasser og i så mange fag som muligt, dog altid
med mest vægt på de pligtige fag, som er dansk,
matematik og engelsk og historie.
Skolen virker som en
hektisk arbejdsplads, hvor der ofte er mange
bolde i luften. Men til trods for dét, er der
altid ro på i klasserne. Dejligt at se, at
eleverne lærer disciplin fra de små klasser af,
bl.a. lærer man at række hånden op, hvis man vil
sige noget i stedet for at snakke i munden på
hinanden.
Man lærer, hvad demokrati
vil sige og at det ikke er den, der råber
højest, der bestemmer, men flertallet.
Lærerne virker meget
veloplagte og godt forberedte. Og det gør
underværker i en klasse, hvis læreren formår at
gøre undervisningen spændende eller man har
emneuger med alternativ undervisning.
Det er rigtig god
skolepolitik, når man formår at lave skolegang
med fællesskab og skoleglæde og samtidig
fastholde de bløde værdier, der ikke kan måles
og vejes.
Undervisningsmaterialet, der bliver
brugt, svarer til det, der bruges i folkeskolen
og lærerne supplerer med egne materiale.
Vores vurdering af
Hedegård Friskole er, at undervisningen fint kan
stå mål med hvad der kræves i folkeskolen.
Undervisningssproget er
dansk, og man forbereder eleverne til at leve i
et samfund med frihed og folkestyre.
Det er vores faste
overbevisning, at Hedegaard Friskole til fulde
lever op til Undervisningsministeriets krav til
frie skoler.
Tilsynserklæring
for Hedegaard Friskole 2010/11.
Skolekode: 611011
Tilsynsførende:
Karin Jacobsen og
Birgit Møller.
Skoleåret
startede lidt hektisk. Det store renoverings-og
byggeprojekt man havde været i gang med, var
knap færdig til skoleårets start. Men med en
positiv indstilling fra både
elever og personale, lykkedes det at få
skoleåret godt startet trods byggerod.
”Fornyelse
med fornøjelse”. Det er årets motto, og det
lever virkelig op til forventningerne. De nye
lokaler og
ombygningen
af de gamle
er bare
blevet
fantastiske. Så
det er en
daglig
nydelse for
både elever og
personale med
både mere
plads og tidssvarende
lokaler.
Selvom man som friskole er vant til at det ikke
er de fysiske rammer, der giver en god friskole,
så er det alligevel en
stor tilfredsstillelse med nogle velfungerende
lokaler.
At
være tilsynsførende, betyder, at man er valgt af
forældrekredsen til at varetage det eksterne
tilsyn med undervisningen. Det primære tilsyn
ligger hos forældrene. Og som noget af det
første, bliver nye forældre introduceret til det
at være friskoleforældre. De får udleveret
skolens pjece, hvor man kan se, hvad der
forventes af dem som forældre. Man får en
helt unik chance for at påvirke og tage aktivt
del i sit barns skole. Så kære forældre: brug
chancen.
I årets løb
kommer vi på skolen så meget, som tiden tillader
det. Vi overværer primært timerne i dansk,
matematik, engelsk og historie, som er de
tilsynspligtige fag. Vi har delt fagene imellem
os for at komme så vidt omkring som muligt, og
bestræber os på at komme i alle klasser i alle
fag.
Undervisningen
tager udgangspunkt i lærebøgerne, men suppleres
af lærernes egne materialer. Nogle gange om året
brydes skemaet ned, og man laver emneuger.
Emnerne kan være vidt forskellige, lige fra
kultur og teater til noget mere praktisk. Med
disse uger tilgodeser man nok især de børn, som
ikke er så bogligt stærke, og som har brug for
det afbræk, som en anden form for undervisning
giver.
Det er dejligt,
at mærke lærere, der brænder for skolen, og som
er tydeligt stolte af ”deres” elever. Som det
også står i PISA undersøgelsen, så er det
vigtigt, at lærerne har en høj
undervisningsmoral og er entusiastiske, hvis
standarden generelt skal højnes.
Der er også med
ganske få undtagelser ro i klasserne, og
eleverne har en fin arbejdsmoral og en god
omgangstone. Og som altid løber der en rød tråd
igennem det hele, som er: regler, disciplin,
respekt og at behandle hinanden ordentligt, alt
sammen formidlet med kærlighed til børnene.
En ældgammel
historie fortæller om en gammel indianer, der
fortalte sine børnebørn at i ét hvert liv, var
der en kamp mellem to ulve. Den ene ulv var ond:
vred, grådig, misundelig, arrogant, og den anden
var god: glad, ydmyg, tillidsfuld, blid og
medfølende. Et af børnene spurgte: ”Bedstefar,
hvilken ulv vinder kampen?
Den gamle
indianer svarede: ”Den, du fodrer”.
Denne lille
historie, bare for at minde om, hvor vigtigt det
er, at vi lærer børnene at fodre den rigtige ulv.
Lærer dem at være glade, ydmyge og tillidsfulde
i stedet for vrede, misundelige og arrogante. Så
kommer man nu engang nemmest og bedst igennem
livet. Det er også en fornøjelse, at komme over
i det nye, lækre skolekøkken, når der laves mad
til skoleboden. Der arbejdes ihærdigt og muntert,
og maden er lækker og veltilberedt. Pengene der
tjenes på boden, bruges til den store udlandstur.
Det er et sundt
princip, at lære eleverne, at hvis man vil nyde,
så må man også yde. Og det ser de heller ikke ud
til at have nogen problemer med. På skolen
undervises der efter tidssvarende materialer,
der svarer til det, man bruger i folkeskolen.
Vi vurderer, at
undervisningen på Hedegaard Friskole fint står
mål med kravene i folkeskolen.
Undervisningssproget er dansk, og man forbereder
eleverne til at leve i et samfund med frihed og
folkestyre. Det er vores bedste overbevisning,
at Hedegaard Friskole til fulde lever op til
Undervisningsministeriets krav til frie skoler.
Karin Jacobsen
Birgit Møller
Tilsynserklæring for Hedegaard Friskole
2009/2010
Skolekode: 611011
Tilsynsførende:
Karin Jacobsen og Birgit Møller.
I min barndoms
”stråtækte” landsbyskole stod der over døren med
store grønne bogstaver: ”For livets skyld”.
Tilsvarende står der på opslagstavlen i
klasseværelserne på Hedegård Friskole årets
motto: ”Vi bygger på fremtiden”.
Begge mottoer vidner
om, at her vil man noget, man har en dybere
mening med det man foretager sig.
I år har mottoet på
Hedegård Friskole dobbelt betydning. Der er jo
helt naturligt eleverne, som er vores fremtid,
man bygger på. Det er vigtigt, at de får
udviklet en masse evner og færdigheder
og får en masse
lærdom suget til sig, så de træder ud i livet
som hele og fornuftigt tænkende unge mennesker,
der kan begå sig i ”livets skole”.
Rent fysisk bygger
man også på skolen. En meget tiltrængt udvidelse
af skolen og en renovering af de bestående
lokaler er i gang. Det bliver rigtig godt, både
for elever og personale, at få bedre fysiske
rammer i hverdagen.
Som skolens
tilsynsførende kommer vi på skolen, så ofte vi
har tid. Vi bestræber os på at komme rundt i
alle klasser og se så meget forskellig
undervisning som muligt. Det er altid en stor
glæde at komme på skolen. Vi føler os altid
velkomne, og både lærere og leder er meget
villige til at fortælle om undervisningen og
visionerne for skolen.
Christian Kold, der
var friskoletankens grundlægger sagde engang:
”først oplive, så oplyse.”
Børnene skal være
nysgerrige, og have lyst og motivation til at
lære. Først når de er motiverede og klar til at
lære, hænger lærdommen ved. Derfor er det
vigtigt, at skolen giver gode og trygge rammer,
så skal indlæringen nok komme.
På skolen er man
rigtig god til at motivere eleverne og gøre dem
nysgerrige ved hjælp af en varieret
undervisning, emneuger m.m.
Samtidig er lærerne
forældrenes forlængede arm; på godt og ondt. Det
er dem der sørger for, at ingen mobber hinanden,
og man behandler hinanden med respekt; nøjagtig
som man gerne selv vil behandles. Men samtidig
er det også dem, der står klar med råd og
støtte, og dem der lærer dem pli og moral, så de
kan begå sig i samfundet; nøjagtigt som
forældrene ville gøre det.
Et af de redskaber
vi har at gøre brug af som tilsynsførende, er
skolens læseplaner, som alle for øvrigt kan se
på skolens hjemmeside. Der kan man for de
forskellige fag se, hvordan og hvad børnene skal
lære på de forskellige trin, og hvilket stof de
skal igennem.
Det er lige fra de
mindste klasser, hvor det mest er leg og læring,
til de midterste klasser, hvor de skal begynde
at arbejde selvstændigt og selv finde
oplysninger og træffe valg, for derefter at ende
i de store klasser, hvor der virkelig skal
fyldes stof på og de skal tænke selvstændigt, og
lære at have deres egen mening om tingene.
Og så skulle de jo
gerne ende med at komme ud som nogle hele
mennesker; selvstændige individer med en masse
lærdom og gode, fornuftige holdninger i
rygsækken.
Det er også godt, at
undervisningen veksler imellem almindelig
klasseundervisning og emneuger, hvor der
arbejdes med noget helt andet. Nogle elever er
måske ikke så bogligt stærke, og har derfor brug
for det friske pust det kan være, at skal
arbejde med et emne i stedet, evt. på tværs af
klasserne.
Når vi kommer på
skolen, er vi stadig imponeret over hvor hektisk
der kan være på lærerværelset. Det kan være
vikarer der lige skal orienteres eller det
sidste der lige skal aftales til den kommende
time, men når man kommer ud i klasserne, er der
fin ro på og ingen stress. Det er dejligt at se,
og selvfølgelig heller ikke uvæsentligt, at der
er ro i klasserne, hvis eleverne skal lære
noget.
Samarbejdet imellem
lærerne indbyrdes og med skolelederen synes at
fungere fint.
Der bliver undervist
efter materialer der svarer til folkeskolens
fint suppleret af lærerne eget materiale.
Vi vurderer, at
undervisningen på Hedegaard Friskole fint står
mål med kravene i folkeskolen.
Undervisningssproget
er dansk, og man forbereder eleverne til at leve
i et samfund med frihed og folkestyre.
Det er vores faste
overbevisning, at Hedegaard Friskole til fulde
lever op til Undervisningsministeriets krav til
frie skoler.
Tilsynsførende
Karin Jacobsen og
Birgit Møller. |